Surstrømning. Nogensinde stiftet bekendtskab med dette
fænomen? Det havde jeg ikke indtil for få år siden – jo, det vil sige, vi havde
jo hørt om det og ofte stået og kigget på de altid bulede og let rustne dåser i
det svenske supermarked. Men så en sommer skulle det være – nu skulle vi altså
smage. For det gør man jo, når man er i et andet land – prøver deres særlige
nationale kulinariske specialiteter!
Nuvel. Vi købte en af disse bulede, rustne dåser i det
svenske supermarked og hjemførte den til hytten langt ude i skoven. En af de
der skønne helt primitive hytter uden indlagt vand og el, men til gengæld
beliggende lige på søbredden til en dyb svensk skovsø. Vi var deroppe en hel
uge, og hele ugen stod dåsen og kiggede på os inde på hylden, indtil på sidste
dag, lige inden afrejse, vi tog os sammen og tænkte – SÅ! Nu skal det altså
være!
Vi valgte at åbne dåsen udenfor, hvilket var den eneste gode
beslutning den dag. Med et hørligt PLOP – faktisk som en lille eksplosion –
forsvandt et heftigt overtryk fra dåsen med det samme dåseåbneren lavede hul i
metallet – og lige så øjeblikkeligt begyndte der at brede sig en stank af
rådden fisk. Vi gennemførte og åbnede HELE dåsen, og hældte dens yderst
mistænkelige indhold op på en tallerken. Denne manøvrere udløste imidlertid en
endnu kraftigere bølge af stank af rådden fisk – og tiltrak alle områdets
fluer, så vi snart stod i en sky af spyfluer. Det gjorde udslaget – vi skulle
IKKE smage!!! ”National kulinarisk specialitet eller ej – det her er sgu
patogent!”, som min kusine dyrlægen udbrød med væmmelse i stemmen!
Beslutningen var truffet, men hvordan pokker skulle vi nu
slippe af med dåse og indhold? Den lejede meget primitive hytte havde bestemt
ikke daglig tømning af skraldespand, og til middag samme dag kom der nye lejere
– ikke særlig hensynsfuldt at overlade dem en skraldespand, der stank af rådden
fisk og tiltrak alle områdets fluer! Men komme indholdet i en skraldepose og
tage det med i bilen? På en 30 grader varm sommerdag? Ikke tale om! Okay – det
er jo for pokker bare fisk – det er biologisk nedbrydeligt (igen var det
dyrlægen der talte) - vi hælder det i søen!!
Vi satte os på søbredden og hældte forsigtigt det suspekte
indhold i vandet. Så – slut på det eventyr! Men nej. Nu stank der bare helt
ekstremt fra den plet søbred, kun et par meter fra hytten. Og hele skyen af
spyfluer havde forsamlet sig der. For pokker da… det går jo HELLER ikke?! Sådan
kan vi heller ikke overdrage hytten til de næste lejere! Vi må have det scoopet
op i en spand og fragtet længere ned ad søbredden, så stank og fluer ikke
generer, når man er ved hytten!
Ned at sidde på hug ved søbredden igen, og scoope søvand,
igler, åkandeblade, lidt mudder fra bunden og nogle efterhånden lettere opløste
rådne sildestykker op i en spand. Og så ud i robåden og ro langt ned af søen
med det! Første del gik fint nok – om end stanken faktisk bare var blevet
intensiveret af mødet med søvandet – eller også var det fordi sildene var
begyndt at gå i opløsning. Det var i hvert fald helt sikkert den ækleste
sildesuppe i menneskehedens historie, vi fragtede afsted i robåd – og det var
som om stanken begyndte at sætte sig lidt i vores tøj og hår.
Nå, nu skulle vi bare af med det – vi sejlede ind imod
bredden helt nede i den anden (og ubeboede) ende af søen, men der var krattet
så tæt, at det var umuligt at lægge robåden til. Hm, nå, hul i det, tænkte vi
begge, den ene holder bare båden stille, og så kaster den anden spandens
indhold ud over bådens side. Og det gjorde jeg så – troede jeg. Men da jeg
svingede spanden ramte dens hank en gren, jeg havde overset – og rekylen sendte
alt indholdet den stik modsatte vej end tiltænkt – nemlig som et brusebad retur
i robåden og udover både min kusine og mig selv. Hendes ansigtsudtryk imens hun
fjernede et stykke surstrømning fra sit lange blonde hår var…
uforglemmeligt!
Det samme var stanken i bilen på vejen hjem – ikke fra en
affaldspose med sustrømning i, men fra os. Fra vores hår, vores tøj, vores hud
– ALT stank af surstrømning, for den stank kunne en svømmetur i en svensk
skovsø på ingen måde fjerne. Sjældent har jeg været SÅ glad for at komme hjem
til et badeværelse med varmt vand og sæbe og shampoo! Men det har nu ikke på
nogen måde skræmt mig fra ophold i den svenske hytte ved skovsøen; vi kommer
faktisk tilbage flere gange om året og sidder på søbredden og drikker rødvin og
griner af dengang, hvor den ene dårlige beslutning bare fulgte den anden og
endte i et bad i rådden fisk! Men surstrømning – dét holder jeg mig fra!!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar