Med heksen på passagersædet

Nu håber jeg ikke, at jeg ødelægger nogen illusioner om Sankt Hans her, men de hekse, vi hvert år sender afsted til Bloksbjerg, flyver ikke selv hen og sætter sig på vores bål. Nogen fragter dem derhen.

 Jeg har i mange år haft den glæde at planlægge og afvikle den store kommunale Sankt Hans fest for Børnefamilier i den mellemstore danske kommune hvor jeg arbejder. Og til en rigtig Sankt Hans hører jo selvfølgelig en heks!

Normalt er det de søde orangeklædte Park og Vej-folk, der henter heksene ude i den børnehave eller SFO, hvor børnene med stor omhu har udøvet deres skaberkraft på klude, avispapir, nylonstrømper og et kosteskaft. Men sidste år skete der en kommunikationsbrist, og lige pludselig stod vi dagen før dagen og manglede en heks til det ene af de to Sankt Hans bål på Borgvold.
 
Jeg brugte en livline og ringede til min søns dagplejer og spurgte, om hun ikke havde stor lyst til at bruge eftermiddagen på at lave en heks sammen med børnene, og det havde hun.

Så næste morgen ude hos dagplejeren blev sønnen afmonteret fra barnesædet, og erstattet af en heks, som efter alle sikkerhedsforskrifter blev fastspændt i det røde ferrari barnesæde (hun skulle trods alt ikke begynde på at flyve rundt inde i bilen!). Og så gik turen ellers ind til byen.

 

 

Kørte jeg nu rundt i en diskret almindelig familiebil, var der næppe nogen der havde bemærket, at der den dag var en mere gennemført heks end sædvanligvis i bilen, men Little Blue Bastard har det med at tiltrække opmærksomhed, og den morgen blev jeg mødt af mange smil, vink og pegende fingre i morgentrafikken.

Og nu jeg tænker over det, var det faktisk langt fra første gang, at Little Blue Bastard måtte lægge lædersæder til noget bizart...

F.eks. har jeg også flere gange haft et skelet som medpassager. Og enkelt gang selve døden i kutte og med lysende øjne. Og så var der dengang hvor en spand med snobrødsdej stod på gulvet i bilen og overhævede og der var snobrødsdej overalt i bilen flere måneder efter.

For slet ikke at tale om alle de gange hvor det er bilens chauffør, som har fået folk til lige at kigge en ekstra gang, fordi orker åbenbart godt kan køre bil…

 

Nu er Sankt Hans vel overstået for i år, og denne gang ankom heksene som de skulle uden min hjælp. Til gengæld var de lige før de ikke var blevet brændt af, da himmel og jord valgte at stå i ét just som der skulle fyres op under heksen!

Måske en sidste forbandelse fra hende før hun fløj til Bloksbjerg? Det kan man vel egentlig ikke bebrejde hende, jeg ville sgu også nødigt stikkes på et kosteskaft og futtes af til tonerne af "Vi elsker vort land"!!!

 

Dengang jeg tog bad i surstrømning

Surstrømning. Nogensinde stiftet bekendtskab med dette fænomen? Det havde jeg ikke indtil for få år siden – jo, det vil sige, vi havde jo hørt om det og ofte stået og kigget på de altid bulede og let rustne dåser i det svenske supermarked. Men så en sommer skulle det være – nu skulle vi altså smage. For det gør man jo, når man er i et andet land – prøver deres særlige nationale kulinariske specialiteter!

Nuvel. Vi købte en af disse bulede, rustne dåser i det svenske supermarked og hjemførte den til hytten langt ude i skoven. En af de der skønne helt primitive hytter uden indlagt vand og el, men til gengæld beliggende lige på søbredden til en dyb svensk skovsø. Vi var deroppe en hel uge, og hele ugen stod dåsen og kiggede på os inde på hylden, indtil på sidste dag, lige inden afrejse, vi tog os sammen og tænkte – SÅ! Nu skal det altså være!

Vi valgte at åbne dåsen udenfor, hvilket var den eneste gode beslutning den dag. Med et hørligt PLOP – faktisk som en lille eksplosion – forsvandt et heftigt overtryk fra dåsen med det samme dåseåbneren lavede hul i metallet – og lige så øjeblikkeligt begyndte der at brede sig en stank af rådden fisk. Vi gennemførte og åbnede HELE dåsen, og hældte dens yderst mistænkelige indhold op på en tallerken. Denne manøvrere udløste imidlertid en endnu kraftigere bølge af stank af rådden fisk – og tiltrak alle områdets fluer, så vi snart stod i en sky af spyfluer. Det gjorde udslaget – vi skulle IKKE smage!!! ”National kulinarisk specialitet eller ej – det her er sgu patogent!”, som min kusine dyrlægen udbrød med væmmelse i stemmen!

Beslutningen var truffet, men hvordan pokker skulle vi nu slippe af med dåse og indhold? Den lejede meget primitive hytte havde bestemt ikke daglig tømning af skraldespand, og til middag samme dag kom der nye lejere – ikke særlig hensynsfuldt at overlade dem en skraldespand, der stank af rådden fisk og tiltrak alle områdets fluer! Men komme indholdet i en skraldepose og tage det med i bilen? På en 30 grader varm sommerdag? Ikke tale om! Okay – det er jo for pokker bare fisk – det er biologisk nedbrydeligt (igen var det dyrlægen der talte) - vi hælder det i søen!!

Vi satte os på søbredden og hældte forsigtigt det suspekte indhold i vandet. Så – slut på det eventyr! Men nej. Nu stank der bare helt ekstremt fra den plet søbred, kun et par meter fra hytten. Og hele skyen af spyfluer havde forsamlet sig der. For pokker da… det går jo HELLER ikke?! Sådan kan vi heller ikke overdrage hytten til de næste lejere! Vi må have det scoopet op i en spand og fragtet længere ned ad søbredden, så stank og fluer ikke generer, når man er ved hytten!

Ned at sidde på hug ved søbredden igen, og scoope søvand, igler, åkandeblade, lidt mudder fra bunden og nogle efterhånden lettere opløste rådne sildestykker op i en spand. Og så ud i robåden og ro langt ned af søen med det! Første del gik fint nok – om end stanken faktisk bare var blevet intensiveret af mødet med søvandet – eller også var det fordi sildene var begyndt at gå i opløsning. Det var i hvert fald helt sikkert den ækleste sildesuppe i menneskehedens historie, vi fragtede afsted i robåd – og det var som om stanken begyndte at sætte sig lidt i vores tøj og hår.

Nå, nu skulle vi bare af med det – vi sejlede ind imod bredden helt nede i den anden (og ubeboede) ende af søen, men der var krattet så tæt, at det var umuligt at lægge robåden til. Hm, nå, hul i det, tænkte vi begge, den ene holder bare båden stille, og så kaster den anden spandens indhold ud over bådens side. Og det gjorde jeg så – troede jeg. Men da jeg svingede spanden ramte dens hank en gren, jeg havde overset – og rekylen sendte alt indholdet den stik modsatte vej end tiltænkt – nemlig som et brusebad retur i robåden og udover både min kusine og mig selv. Hendes ansigtsudtryk imens hun fjernede et stykke surstrømning fra sit lange blonde hår var… uforglemmeligt! 

Det samme var stanken i bilen på vejen hjem – ikke fra en affaldspose med sustrømning i, men fra os. Fra vores hår, vores tøj, vores hud – ALT stank af surstrømning, for den stank kunne en svømmetur i en svensk skovsø på ingen måde fjerne. Sjældent har jeg været SÅ glad for at komme hjem til et badeværelse med varmt vand og sæbe og shampoo! Men det har nu ikke på nogen måde skræmt mig fra ophold i den svenske hytte ved skovsøen; vi kommer faktisk tilbage flere gange om året og sidder på søbredden og drikker rødvin og griner af dengang, hvor den ene dårlige beslutning bare fulgte den anden og endte i et bad i rådden fisk! Men surstrømning – dét holder jeg mig fra!!!