Mandag morgen efter sommerferien. Depressionernes og desillusionernes holdeplads!
Var det virkelig dét? De tre uger som man ser frem til hele året, årets højdepunkt? "Det gik godt nok stærkt, men vi nåede da en masse" sagde manden og jeg til hinanden i sengen i går aftes lige efter vækkeuret var sat til klokken kvalme. Men alligevel har følelsen af "Øv!!!" bidt sig fast.
Jeg husker min barndoms og ungdoms somre som uendelige og magiske. Hver morgen (korrektion: hver dag kort før middag!) stod man op og tog shorts og T-shirt på uden at orientere sig om vejret først - for det var jo sommer?
Og man nåede både ud at rejse, i sommerhus, måske på festival, læste en stak bøger af en meters højde og havde stadig så meget tid tilbage, at man faktisk nåede at kede sig og glæde sig lidt til hverdagen kom tilbage.
Og når man så mødte vennerne igen var der reelt gået så lang tid siden man havde set dem, at de havde forandret sig? De var blevet højere, solbrændte, havde skiftet frisure og havde bunkevis af nyt at fortælle... Der var en klar følelse af, at sidste år var en afsluttet epoke, afrundet af en god lang pause, og nu startede en ny.
Og nu? Jeg har nået at læse 1½ bog. Holdt en forlænget weekend i Sverige, været 3 dage i sommerhus, malet min gang, sat et køkkenskab op og ordnet min have. Thats it. Den samlede oplevelsessum fra "årets højdepunkt". Og jeg har bestemt ikke nået at kede mig og ønske hverdagen tilbage!! Faktisk har jeg ikke eneste gang bare siddet i en solstol og småsovet henover en bog. Well, det hænger selvfølgelig også sammen med det har pisregnet hele sommeren og husstanden indbefatter en hyperaktiv 3-årig - men alligevel!
Og tilbage på kontoret er det som om der bare er gået en weekend. Alle ligner fuldkommen sig selv, og de snakker om det samme. Arbejdsopgaverne er de samme, stakkene på mit skrivebord ligger hvor jeg efterlod dem - jeg har sgu ikke engang nået at glemme mit password...
Og nej, det er ikke bare fordi i år har været en shitty sommer. Vi har efterhånden prøvet mange modeller for afvikling af sommerferien - og den her mandag rammer HVER gang med samme følelse af "Var det bare det?"
Så problemet må ligge i alt for høje forventninger. Og hvorfor skrues forventninger til 3 uger uden arbejde så højt op? Måske fordi hverdagen indeholder alt for meget arbejde og alt for lidt af alt det andet. Man når ikke de ting, man egentlig gerne ville, i hverdagene. Så de skubbes hen til weekenderne. Men der når man heller ikke alt det man gerne ville, for de ER allerede fyldt op - og så skubbes det hele videre til sommerferien hvor vi jo har "3 laaaange uger, hvor vi ikke skal noget". Og der er problemet så - hvor hvordan skal man kunne nå alt det sammensparede fra hele året på 3 uger samtidig med man jo også skal nå de "rigtige ferieting" - turen i sommerhus, rejsen sydpå osv.
Jeg tror, at nøglen til at få en bedre sommerferie ligger i at få en bedre hverdag. Blive bedre til at nå de ting jeg gerne vil i løbet af ugen, så det hele ikke skubbes foran mig og bliver et uoverstigeligt bjerg. Det tror jeg skal være mit "nytarbejdsårsforsæt" for epoken 2016/2017!
mandag den 8. august 2016
tirsdag den 12. juli 2016
Med heksen på passagersædet
Nu håber jeg
ikke, at jeg ødelægger nogen illusioner om Sankt Hans her, men de hekse, vi
hvert år sender afsted til Bloksbjerg, flyver ikke selv hen og sætter sig på
vores bål. Nogen fragter dem derhen.
Jeg har i mange år haft den glæde at planlægge og afvikle den store kommunale Sankt Hans fest for Børnefamilier i den mellemstore danske kommune hvor jeg arbejder. Og til en rigtig Sankt Hans hører jo selvfølgelig en heks!
Normalt er det de søde orangeklædte Park og Vej-folk, der henter heksene ude i den børnehave eller SFO, hvor børnene med stor omhu har udøvet deres skaberkraft på klude, avispapir, nylonstrømper og et kosteskaft. Men sidste år skete der en kommunikationsbrist, og lige pludselig stod vi dagen før dagen og manglede en heks til det ene af de to Sankt Hans bål på Borgvold.
Jeg brugte en livline og ringede til min søns dagplejer og spurgte, om hun ikke havde stor lyst til at bruge eftermiddagen på at lave en heks sammen med børnene, og det havde hun.
Kørte jeg nu
rundt i en diskret almindelig familiebil, var der næppe nogen der havde
bemærket, at der den dag var en mere gennemført heks end sædvanligvis i bilen,
men Little Blue Bastard har det med at tiltrække opmærksomhed,
og den morgen blev jeg mødt af mange smil, vink og pegende fingre i
morgentrafikken.
Og nu jeg tænker over det, var det faktisk langt fra første gang, at Little Blue Bastard måtte lægge lædersæder til noget bizart...
Normalt er det de søde orangeklædte Park og Vej-folk, der henter heksene ude i den børnehave eller SFO, hvor børnene med stor omhu har udøvet deres skaberkraft på klude, avispapir, nylonstrømper og et kosteskaft. Men sidste år skete der en kommunikationsbrist, og lige pludselig stod vi dagen før dagen og manglede en heks til det ene af de to Sankt Hans bål på Borgvold.
Jeg brugte en livline og ringede til min søns dagplejer og spurgte, om hun ikke havde stor lyst til at bruge eftermiddagen på at lave en heks sammen med børnene, og det havde hun.
Så næste
morgen ude hos dagplejeren blev sønnen afmonteret fra barnesædet, og erstattet
af en heks, som efter alle sikkerhedsforskrifter blev fastspændt i det røde
ferrari barnesæde (hun skulle trods alt ikke begynde på at flyve rundt inde i
bilen!). Og så gik turen ellers ind til byen.
Og nu jeg tænker over det, var det faktisk langt fra første gang, at Little Blue Bastard måtte lægge lædersæder til noget bizart...
F.eks. har
jeg også flere gange haft et skelet som medpassager. Og enkelt gang selve døden
i kutte og med lysende øjne. Og så var der dengang hvor en spand med
snobrødsdej stod på gulvet i bilen og overhævede og der var snobrødsdej overalt
i bilen flere måneder efter.
For slet
ikke at tale om alle de gange hvor det er bilens chauffør, som har fået folk
til lige at kigge en ekstra gang, fordi orker åbenbart godt kan køre bil…
Nu er Sankt Hans vel overstået for i år, og denne gang ankom heksene som de skulle uden min hjælp. Til gengæld var de lige før de ikke var blevet brændt af, da himmel og jord valgte at stå i ét just som der skulle fyres op under heksen!
Måske en sidste forbandelse fra hende før hun fløj til Bloksbjerg? Det kan man vel egentlig ikke bebrejde hende, jeg ville sgu også nødigt stikkes på et kosteskaft og futtes af til tonerne af "Vi elsker vort land"!!!
mandag den 11. juli 2016
Dengang jeg tog bad i surstrømning
Surstrømning. Nogensinde stiftet bekendtskab med dette
fænomen? Det havde jeg ikke indtil for få år siden – jo, det vil sige, vi havde
jo hørt om det og ofte stået og kigget på de altid bulede og let rustne dåser i
det svenske supermarked. Men så en sommer skulle det være – nu skulle vi altså
smage. For det gør man jo, når man er i et andet land – prøver deres særlige
nationale kulinariske specialiteter!
Nuvel. Vi købte en af disse bulede, rustne dåser i det
svenske supermarked og hjemførte den til hytten langt ude i skoven. En af de
der skønne helt primitive hytter uden indlagt vand og el, men til gengæld
beliggende lige på søbredden til en dyb svensk skovsø. Vi var deroppe en hel
uge, og hele ugen stod dåsen og kiggede på os inde på hylden, indtil på sidste
dag, lige inden afrejse, vi tog os sammen og tænkte – SÅ! Nu skal det altså
være!
Vi valgte at åbne dåsen udenfor, hvilket var den eneste gode
beslutning den dag. Med et hørligt PLOP – faktisk som en lille eksplosion –
forsvandt et heftigt overtryk fra dåsen med det samme dåseåbneren lavede hul i
metallet – og lige så øjeblikkeligt begyndte der at brede sig en stank af
rådden fisk. Vi gennemførte og åbnede HELE dåsen, og hældte dens yderst
mistænkelige indhold op på en tallerken. Denne manøvrere udløste imidlertid en
endnu kraftigere bølge af stank af rådden fisk – og tiltrak alle områdets
fluer, så vi snart stod i en sky af spyfluer. Det gjorde udslaget – vi skulle
IKKE smage!!! ”National kulinarisk specialitet eller ej – det her er sgu
patogent!”, som min kusine dyrlægen udbrød med væmmelse i stemmen!
Beslutningen var truffet, men hvordan pokker skulle vi nu
slippe af med dåse og indhold? Den lejede meget primitive hytte havde bestemt
ikke daglig tømning af skraldespand, og til middag samme dag kom der nye lejere
– ikke særlig hensynsfuldt at overlade dem en skraldespand, der stank af rådden
fisk og tiltrak alle områdets fluer! Men komme indholdet i en skraldepose og
tage det med i bilen? På en 30 grader varm sommerdag? Ikke tale om! Okay – det
er jo for pokker bare fisk – det er biologisk nedbrydeligt (igen var det
dyrlægen der talte) - vi hælder det i søen!!
Vi satte os på søbredden og hældte forsigtigt det suspekte
indhold i vandet. Så – slut på det eventyr! Men nej. Nu stank der bare helt
ekstremt fra den plet søbred, kun et par meter fra hytten. Og hele skyen af
spyfluer havde forsamlet sig der. For pokker da… det går jo HELLER ikke?! Sådan
kan vi heller ikke overdrage hytten til de næste lejere! Vi må have det scoopet
op i en spand og fragtet længere ned ad søbredden, så stank og fluer ikke
generer, når man er ved hytten!
Ned at sidde på hug ved søbredden igen, og scoope søvand,
igler, åkandeblade, lidt mudder fra bunden og nogle efterhånden lettere opløste
rådne sildestykker op i en spand. Og så ud i robåden og ro langt ned af søen
med det! Første del gik fint nok – om end stanken faktisk bare var blevet
intensiveret af mødet med søvandet – eller også var det fordi sildene var
begyndt at gå i opløsning. Det var i hvert fald helt sikkert den ækleste
sildesuppe i menneskehedens historie, vi fragtede afsted i robåd – og det var
som om stanken begyndte at sætte sig lidt i vores tøj og hår.
Nå, nu skulle vi bare af med det – vi sejlede ind imod
bredden helt nede i den anden (og ubeboede) ende af søen, men der var krattet
så tæt, at det var umuligt at lægge robåden til. Hm, nå, hul i det, tænkte vi
begge, den ene holder bare båden stille, og så kaster den anden spandens
indhold ud over bådens side. Og det gjorde jeg så – troede jeg. Men da jeg
svingede spanden ramte dens hank en gren, jeg havde overset – og rekylen sendte
alt indholdet den stik modsatte vej end tiltænkt – nemlig som et brusebad retur
i robåden og udover både min kusine og mig selv. Hendes ansigtsudtryk imens hun
fjernede et stykke surstrømning fra sit lange blonde hår var…
uforglemmeligt!
Det samme var stanken i bilen på vejen hjem – ikke fra en
affaldspose med sustrømning i, men fra os. Fra vores hår, vores tøj, vores hud
– ALT stank af surstrømning, for den stank kunne en svømmetur i en svensk
skovsø på ingen måde fjerne. Sjældent har jeg været SÅ glad for at komme hjem
til et badeværelse med varmt vand og sæbe og shampoo! Men det har nu ikke på
nogen måde skræmt mig fra ophold i den svenske hytte ved skovsøen; vi kommer
faktisk tilbage flere gange om året og sidder på søbredden og drikker rødvin og
griner af dengang, hvor den ene dårlige beslutning bare fulgte den anden og
endte i et bad i rådden fisk! Men surstrømning – dét holder jeg mig fra!!!
Abonner på:
Opslag (Atom)